Angsten som en præstationsfremmende kraft
Som tidligere udøvende musiker og aktuel sportsudøver kender jeg til spændingen og nervøsiteten der kan møde én inden en vigtig koncert eller et vigtigt løb. Uro i kroppen, svedige håndflader, hurtigt bankende hjerte og tissetrang. Mine kropslige reaktioner fra dengang jeg ofte spillede koncerter ligner de reaktioner jeg nu har når jeg stiller mig op på startstregen til et løb jeg har trænet målrettet op til. Nervøsiteten er lige dele glædelig spænding og nervøsitet omkring hvordan det mon vil gå. Laver jeg en fejl under koncerten? Vil jeg glemme noget i et af numrene? Hvordan har benene i dag? Mon jeg kan holde mit ønskede pace hele vejen igennem løbet? Og hvad nu hvis jeg fejler, hvordan vil jeg så have det? Bliver jeg ked af det? Vred? Ærgerlig? Vil drømmen og ønsket glippe eller i opfyldelse?
Jeg ved at min angstreaktion, min nervøsitet, er god for mig. Den spænder ikke ben for mig, men den giver mig en god spænding der gør at jeg præsterer godt. Og til tider endda over niveau. Den giver mig de ekstra procenter som gør at jeg spiller med energi under koncerter. Den giver mig de ekstra procenter som gør at jeg uden det føles hårdere kan løbe hurtigere end jeg kan til træning. Adrenalin der udløses ved angst giver os kortvarigt mere energi og kan skærpe vores opmærksomhed. Derfor vil vi formentlig ikke præstere vores absolut bedste hvis vi slet ingen angst eller nervøsitet oplever forud for en præstation.
Når angsten spænder ben
Angsten kan tage overhånd for os i forbindelse med præstationer. Angsten kan blive så voldsomt at vi oplever at den hindrer os i at vi præstere på det niveau vi mener vi har. Det kan vise sig ved at vi laver ualmindeligt mange fejl under koncerter, kludrer i replikkerne under et oplæg eller løber langsommere end til træning. Alt dette kan være tegn på at vi ikke har ramt et optimalt spændingsniveau inden vi ska præstere.
Hvis vi har for en høj grad af angst i kroppen er kroppen på overarbejde. Dette kan resultere i at kroppen og psyken er træt allerede inden vi skal præstere. Dette kan i sport betyde at man ikke har den energi man skal bruge for at levere sit bedste. Vi kan komme til at tage dårlige beslutninger og lave dårlige vurderinger. Det kan betyde i skuespil af man glemmer replikker. Det kan betyde som musiker at man ikke kan være så nærværende som man har brug for at være for at spille en god koncert. Dette kan betyde at man som oplægsholder ikke husker og leverer præsentationen lige så skarpt som man eller ville have kunnet.
Hvorfor får vi høj angst når vi beskæftiger os med noget af stort betydning for os?
De fleste gange når vi skal præstere og oplever angst ved vi godt at vores liv ikke afhænger af det. Et ringe oplæg, en underpræstation til et løb eller en dårlig eksamen vil formentlig ikke være livstruende for nogen danskere. Men alligevel kan vi opleve så meget angst at vi bliver begrænset af det. Her må vi vende blikket indad for at blive klogere på hvad det er der sker inden i os når vi skal præsterer. Hvilken betydning har vi lagt i det vi skal? Hviler vores selvforståelse alene på vores sportslige, akademiske, arbejdsmæssige eller kunstneriske præstationer? Er vores engagement en flugt fra et indre ubehag? Er vi ængstelige for hvad andre måtte tænke om os hvis vi fejler? Er vi ængstelige for hvad vi måtte tænke om os selv hvis vi fejler? Er vi ængstelige for hvordan vi kommer til at straffe os selv for ikke at levere som ønsket?
Der kan være mange forskellige indre, psykiske følelsesmæssige drivkræfter bag præstationshæmmende angst og roden til problemet kan være svær at få øje på, hvis man bruger al sin energi på at kæmpe imod angsten, skubbe den væk, ignorere den eller flygte fra den. Angsten er vores psykiske alarmklokke og hvis vi vil vide hvad den advarer os mod, må vi stoppe op og tage et grundigt, seriøst og ærligt kig på hvad der er på spil i os når vi oplever angsten.
Med engagement følger også truslen om at miste
Når jeg arbejder med musikere, sportsfolk, skuespillere, kunstnere eller andre performere gør jeg det altid klart at vi ikke kan sætte et terapimål om at blive angstfri. Med kærligheden til det vi foretager os følger også truslen for at miste noget eller nogen vi har kært. Vi kan ikke både beskæftige os med noget der betyder alverden for os og forvente at det ikke ville gøre os urolige og nervøse at forestille os at vi skulle miste dette.
Med dedikation, engagement og passion følger stærk tilknytning og med den stærke tilknytning følger truslen om tab og sorg. Vi knytter os til de mennesker vi engagere os i. Vi knytter os til de beskæftigelser vi engagerer os i. Forsiden af tilknytningsmedaljen er kærlighed, glæde, varme, lykke og meningsfuldhed. Bagsiden er angsten for at miste. Vi må lære at håndtere begge sider af medaljen, hvis ikke vi vil flygte fra en uomgængelig del af vores tilknytning.
