Sport og psyke
Det er ingen nyhed at det mentale spiller ind i en sportslig toppræstation. Sportspsykologer, mentale coaches og kliniske psykologer har i flere årtier været en del af mange større sportslige organisationer for at bidrage til at støtte udøverne i at udvikle gode, effektive og konkurrencerettede psykiske evner. Der er blevet arbejdet med visualiseringsstrategier, tankemønstre, positive hjælpende tanker mv. Sportsudøvere har fået hjælp til at håndtere præstationsangst, håndtere præstationshæmmende negative tanker om dem selv, håndtere ydre pres (trænere, holdkammerater, venner, familie og kæresters pres) og indre pres (det pres udøveren ligge på sig selv igennem fx skyld, skam og selvkritik).
Hvad træner en atlet?
For de fleste sportsgrene komme dette mentale aspekt til at blive en ekstra indsats der laves for at optimere på så mange parametre som overhovedet muligt. Den fysiske, tekniske og taktiske træning udgør størstedelen af den indsats en typisk sportsudøver udfører. Derudover skal atleten passe sin søvn og sin kost. Og det giver god mening, for hvad skal du bruge en stærk psyke til hvis du ikke er i form og du ikke har mekanikken i orden? Hvad skal du bruge en stærk psyke til hvis ikke du har styr på det taktiske og tekniske i din sport? Der er dog nogle sportsgrene hvor det mentale arbejde har en relativt større plads. Der er sportsgrene hvor opmærksomhed, reaktionstid, hurtige beslutninger, taktik, skærpede sanser og koncentration har en større og ligefrem altafgørende betydning.
Helhedsbilledet i eSport - kost, søvn, motion, gaming
eSport er et eksempel herpå. Det lader til at der i eSports-miljøet er ved at brede sig en bevidsthed omkring kost, motion og sunde vaner omkring søvn. Særligt ført an af de danske giganter, CS:GO-holdet Astralis. Et hold der for nogle måneder siden vandt deres anden Major-turnering (de to årlige Majors er de største og mest prestigefyldte turneringer) i streg. Kigger man på Astralis og læser om deres træningsmentalitet så bliver det tydligt at de gør meget andet end at spille CS:GO. Der er pålydender om at de sammenlignet med andre hold bruger 5 gange så lang tid på at analysere kampe. De laver fysisk træning, er bevidste om kost både i hverdagen og før og under kampe og de passer deres søvn. I 2019 lader det altså til at det ikke bare er dem der bruger mest tid på at spille spillet der er det bedste – det er dem som går til opgaven som en større helhed.
Hvad skal en gamer kunne?
Til trods for det stigende fokus på det fysiologiske hos gamere må vi alligevel betragte eSport som en sport hvori det mentale har en ekstraordinær stor betydning. En dygtig spiller skal blandt andet kunne
1. forstå taktikker forud for kampe
2. afvikle en taktik præcist og være omstillingsparat alt efter hvad modstanderene gør,
3. have en hurtig reaktionstid og øje-til-hånd-koordination,
4. tage hurtige og velkvalificerede beslutninger
5. være konstant vågen og observant på det visuelle, auditive og taktiske
6. holde fokus når kampene ikke går som håbet
7. holde til det høje tempo og koncentrationen i op imod 5 timer
8. være rolig og samlet nok til at præstere på sit topniveau.
Mange af ovenstående punkter gør sig også gældende for fx fodboldspillere, racerkører og tennisspillere. Unikt for eSportsatleterne er dog graden af vægtning af det mentale – de skal ikke kunne tage mange dybe løb ned af banen eller kunne være i lange udmarvende tennisdueller. De skal kunne holde til at sidde ned og være dybt koncentrerede om et spil hvor det der sker ofte sker i et tempo og med et spændingsniveau der ligger over det man ser i mange andre sportsgrene. Presset er højt og stort set konstant over 1, 2, 3, 4 eller 5 timer. Og det der skiller de gode eSportsatleter og de gode eSportshold fra hinanden er i høj grad evnen til at være mentalt på i lang tid.
Ingen hokuspokus – det mentale kan trænes såvel som alt det andet
Der er ikke nogle fiksfakserier her. Det er ikke magi eller overtro. Det er på sin vis simpel fysiologi hvis en gamer underpræsterer til vigtige kampe fordi koncentrationen glipper, fordi hørelsen er svækket, fordi synet svigter, fordi kroppen bliver træt af for højt niveau af adrenalin og cortisol over for lang tid. Hvis en gamer oplever at det niveau han/hun har til træningen er markant højere end i kampene, så er der formentlig tale om nogle psykiske barrierer der skal arbejdes med. Det kan være på et holdniveau eller på et personligt niveau der er brug for at få skabt positive forandringer.
Der har været en modstand mod at tage psykologien ind hos gamere – den er blevet set som blød og umålbar. Men alt peger på at for høj angst, depressive symptomer som selvkritik, tvivl og dårlig søvn og manglende trivsel hos atleter går ud over præstationen. Det er de færreste der oplever at præstere deres bedste hvis de går ind til en kamp med tanker som ”jeg dur ikke ikke til noget”, ”jeg er en taber”, ”de andre er meget bedre end mig”, ”mine holdkammerater synes jeg er elendig” eller lignende. Og sådan er det selvfølgelig også hos gamere.
Der ligger utvivlsomt bedre præstationer på den anden side af de psykiske barrierer.
